Hvordan afholder vi unge fra at stoppe til fodbold?

DBU har i de seneste år haft problemer med faldende medlemstal, og specielt blandt teenagere har der været et stort frafald. Med udgangspunkt i en undersøgelse foretaget af Glen Nielsen, har DBU sat sig for at løse dette problem. Ifølge undersøgelsen skal dette ske ved hjælp af et trænerskabt mestringsfokuseret miljø. Mens vi er enige i det ændrede fokus, mener vi dog, at klubberne, og ikke trænerne, står med det endelige ansvar for denne transition.

Tallene taler sit eget tydelige sprog. Siden 2014 har DBU mistet over 20.000 medlemmer under 19 år. Problemet ligger primært i, at teenagere søger mod selvorganiserede sportsgrene, såsom styrketræning, i stedet for at fortsætte til foreningsorganiseret sport. Dette frafald har Glen Nielsen, lektor ved institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet, undersøgt under overskriften ”Det trænerskabte miljøs betydning for, hvorvidt unge fodboldspillere trives og fortsætter med fodbold”. En af undersøgelsens hovedpointer er, at der skal skabes et mestrings- og opgavefokuseret miljø, hvor spillernes udvikling er i fokus. I undersøgelsen har Glen Nielsen stort fokus på trænerens rolle som kulturskaber og motivator. Hos Better Coaching er vi enige i, at træneren er vigtig for spillernes motivation. Dog ser vi i højere grad træneren som en ”kulturbærer” end en ”kulturskaber”, da kulturen skal skabes i klubbens højere lag.

Hvis vi løfter blikket fra fodboldens verden og bevæger os over i erhvervslivet, vil vi forvente, at kulturen skabes på ledelsesniveau. Her bestemmes den ønskede ageren og de ønskede fokuspunkter i organisationen. Hver mellemleder bærer en vigtig rolle i form af videreformidling af kulturen til sine medarbejdere, men hvis hver mellemleder har sin egen agenda, ender organisationen ikke med at opnå de ønskede resultater, da afdelingerne vil arbejde i hver deres retning.
Tilbage i fodboldens verden bør trænerne anses som mellemledere, hvis arbejde bør tage udgangspunkt i retningen bestemt af klubbens sports-/ungdomsansvarlige. Beskrivelsen af træneren som en mellemleder skal på ingen måde ses som et forsøg på at negligere hans eller hendes betydning. En god træner kan være forskellen på, om spillerne nyder at komme til fodbold eller vælger at stoppe. Ikke desto mindre løber klubben en risiko ved at lægge kulturskabelsen i den gode træners hænder, da man risikerer at miste hele fundamentet, når den givne træner stopper på holdet.

Mens vi anerkender, at den gode klubkultur afhænger af mange forskellige faktorer, vil denne artikel foreslå to aspekter, vi mener udgør fundamentet for den gode klubkultur, som skal bidrage til at færre stopper til fodbold. Disse aspekter er klubbens værdisæt og dens spillestil. Som udgangspunkt kan disse to aspekter virke til ikke at have betydeligt med hinanden at gøre, men i grove træk beskriver klubbens spillestil den ønskede ageren på fodboldbanen, mens dens værdisæt beskriver den ønskede ageren som mennesker. Dermed beskriver disse to tilsammen, hvordan medlemmer af klubben bør agere i forskellige situationer.

Hvis vi starter med at fokusere på klubbens værdisæt, bør dette beskrive, hvilke egenskaber man ønsker at fremelske hos spillerne, og hvordan træneren kan bidrage til dette. Ønsker man, som Glen Nielsens undersøgelse anbefaler, at skabe et ”mestrings- og opgavefokuseret miljø” bør værdisættet bygge på værdier såsom ”nysgerrighed”, ”mod” og ”samarbejde”.

For de fleste vil sammenhængen mellem værdisættet og det gode træningsmiljø være relativt tydelig. Modsat kan sammenhængen mellem spillestilen og det gode miljø virke mere uklar. Alligevel vurderer vi, at spillestilen har en yderst væsentlig rolle i skabelsen af det gode træningsmiljø, da den skaber et udgangspunkt for trænerens feedback. Den førnævnte undersøgelse viser, at et ”ensidigt resultatfokus” har en negativ indvirkning på, hvorvidt børn og unge fortsætter til fodbold. Vi vil vove den påstand, at dette ensidige fokus på resultater oftest hænger sammen med en mangel på alternativer. Dette skal forstås, som at nogle trænere ikke ved, hvad de skal basere deres evaluering af hver enkelt kamp på, og derfor vælger de at basere den på resultatet, da det er det mest håndgribelige. Med en tydelig spillestil og en årsplan med konkrete arbejdsområder, får trænerne konkrete fokuspunkter for hver periode. Disse fokuspunkter udgør et mere mestringsfokuseret alternativ til det sort-hvide fokus på, om modstanderen scorede flest mål i weekenden.

Mens det er en start at få nedfældet et værdisæt og en spillestil, er dette dog ligegyldigt, såfremt klubben ikke sikrer sig, at dens trænere efterlever dem begge. Dette kan dels gøres ved at overvære kampe og træninger, som trænerne kan få feedback på. Dette kan dog hurtigt blive ressourcekrævende, når alle holds træninger og kampe skal overværes. Derfor anbefales det at inddrage trænerne i udarbejdelsen af både værdisættet og spillestilen, så de er mere motiverede til at efterleve retningslinjerne, hvilket vi også har argumenteret for i artiklen ”God fodboldtræning er ikke forbeholdt eliteklubberne”.

Summa summarum står dansk fodbold, og dansk foreningsorganiseret sport i det hele taget, overfor et problem. Hvis foreningslivet skal blomstre på ny, skal der ske ændringer, og som ”Det trænerskabte miljøs betydning for, hvorvidt unge fodboldspillere trives og fortsætter med fodbold” af Glen Nielsen foreslår bør disse være mod et mere mestringsorienteret miljø. Vi mener dog ikke, at den enkelte træner er hovedansvarlig for at skabe dette miljø. Det er klubberne. Klubberne skal sørge for, at hver eneste træner er i stand til at arbejde med og motivere sine spillere, så de ønsker at fortsætte med at spille fodbold. For mens trænere kan komme og gå, er der én gruppe i klubben, som er markant sværere at erstatte. Dens medlemmer.